Gruppefoto af tre dejlige tøser

Mit hundeliv

 
Mit hundeliv begyndte allerede ved min fødsel. Mine forældre havde nemlig allerede en lille sort Cocker Spaniel ved navn Lille Prop, da jeg først så dagens lys på Langeland i 1960. Lille Prop og jeg var uadskillelige indtil hun døde i 1966.
Min kærlighed til hunde var vakt. I 1967 flyttede vi til Hanstholm. Jeg plagede og plagede, og i 1970 gav mine forældre sig, og så kom Nickey spankulerende ind i vores liv. Det var vist nok meningen at vi skulle have haft en Fox Terrier, men da vi tog ud for at kigge på det kuld hvalpe min far havde hørt om, viste det sig at moderen var en sort Collie og faderen ubekendt. Jeg faldt selvfølgelig pladask for hvalpene og det endte da også med at en af hanhvalpene kom med hjem. Det var Nickey.
I 1970 måtte vi flytte igen. Denne gang til Christianshavn. Og da jeg i 1980 flyttede hjemmefra til en lille et-værelses på Amager blev Nickey boende hos mine forældre. Det var den bedste løsning for ham. Nickey døde i 1985, 15 år gammel og mæt af dage. Han var en praglfuld lille fyr.
Der skulle gå 4 år inden jeg fik hund igen. Jeg mødte Geoff og vi flyttede sammen i hans lille lejlighed i Næstved. Efter nogen tid begyndte vi at drømme om at få hus på landet, og selvfølgelig en hund !!!  I 1989 købte vi så vores nuværende hus i Aversi på midtsjælland. Vi flyttede ind d. 1. oktober og allerede en måned efter blev familien udvidet med Oskar (Kabi's Elton), min første Berner.
Vi havde store overvejelser om at vælge race. Geoff havde tidligere haft en Irsk Setter, men vi blev hurtigt enige om at det nok ikke rigtig var racen for os. Frem med hundebøgerne. Jeg nåede til "B" og så var jeg solgt.
Berner Sennen, jeg havde aldrig hverken hørt om eller set sådan en hund, men hvor var den bare flot. Og ifølge racebeskrivelsen var det lige en hund for os. Frem med DKK's hvalpeliste. Der var sørme et kuld  hos Kennel Kabi i Lille Skensved. Jeg ringede til Kathe og fik at vide at der kun var en hanhvalp tilbage. Så var det med at være hurtig. Ind i bilen og til Lille Skensved. Da vi trådte ind af døren hos Kathe og hendes voksne hunde kom os i møde, udbrød Geoff "Gud, er de så store !!!". Ja store var de, men også dejlige. Og hvalpen var selvfølgelig slet ikke til at stå for. Så den lille hanhvalp, han skulle så absolut flytte til Aversi. En beslutning vi bestemt aldrig har fortrudt. Set i bakspejlet gjorde vi jo alting helt forkert. Vi vidste stort set ingenting om hverken racen eller opdrætteren og vi tog helt ukritisk den første hvalp vi så. Men til alt held var vi heldige. Og vi er da også¨blevet klogere hen ad vejen.
Oskar voksede sig hurtigt til en skøn, stor og stærk hanhund. En rigtig "Leif Lalleglad". Jeg begyndte at gå til træning med ham på Køge træningsplads og lidt udstilling blev det da også til. Langsomt blev jeg indlemmet i Berner universet og lærte hurtigt en masse bernerfolk at kende. Blandt andet fandt jeg hurtigt ud af at Oskars far kom fra en kennel der kun lå ca. 5 km. fra Aversi. Det var Kennel Tertzo ved Ina Olsen. Så da vi i  1991 besluttede at Oskar ikke skulle være enebarn mere kontaktede vi Ina for at høre om hun snart skulle have hvalpe. Det skulle hun nu ikke, men hun havde en voksen tæve gående, som skulle have et nyt hjem. Vi drøftede sagen herhjemme, tog over for at kigge på hunden og så flyttede Punky (Armand's Purple Rain) til Aversi. For Oskar var det kærlighed ved første blik, Punky var noget mere behersket. Der var absolut ikke noget "Leif Lalleglad" over hende. Hun var en viljefast dame og Oskar fik sin sag for.

Fortsættelse følger

 

Copyright © Vian Mylstrup 2009

 

 
doghearts-6x1.jpg (8x48 -- 590 bytes) doghearts-6x2.jpg (740x8 -- 591 bytes) doghearts-6x3.jpg (16x48 -- 611 bytes)
doghearts-8x1.jpg (740x10 -- 784 bytes)