Der er kun et ord der helt passede på Bläsi : NUTTET. Hun have et helt specielt blidt og lidt betuttet udtryk.

Bläsi var utroligt let og lærenem at have med at gøre. Hun var en glimrende lydighedshund og bestod LP1 i 2005. Hun var også skrap til cirkustricks, kun fantasien og min dovenskab satte grænsen.

Det eneste problem vi har haft med hende, var at hun var meget skeptisk over for fremmede mennesker som helt ung. Dette medførte at hun ”trak sig” på udstillinger, hvor hun pludselig bestemte sig for at dommeren var farlig. Heldigvis løste problemet sig med alderen, og en hel del træning.

Jeg udstillede hende nu ikke ret meget. Hun opnåede nemlig aldrig at få en 1. præmie på udstilling, p.g.a. den smukt oprullede hale, der bestemt ikke er berner-standard.

Bläsi elskede pivedyr og legetøj hele livet. Hvis jeg f.eks. stod i køkkenet kunne hun pludselig stå i døren med et pivedyr i munden. Så skulle jeg gå hen imod hende med udstrakte arme og lade som om jeg ville tage det. Hun piskede tilbage i stuen, men stod der igen 2 sekunder efter, og sådan kunne vi blive ved. Hun syntes det var evigt dejligt og sjovt.

Bläsi var lidt mere en enmandshund end de andre har været. Hun var absolut mors hund. Ingen andre var gode nok hvis jeg var i nærheden.

Jeg har elsket alle mine hunde, men der er vist altid en der overgår de andre, og Bläsi var noget helt specielt for mig. At det lige skulle være hende der døde i så relativt en ung alder var meget svært for mig at acceptere. Men tiden går og sårene heles, næsten ! Det er stadig med en klump i halsen at jeg skriver dette og endnu sværere at se billeder af hende.

Elsker dig for evigt !